Nosework 2 Helsinge

Søndag den 11. juni 2023 havde Ex-it og jeg fået plads til NW2 til Nosework Sjællands prøve i Helsinge.

Det var en varm dag, så jeg syntes med de muligheder arrangørerne og dommerne havde, var det SÅ fedt at der var taget hensyn til hundene og varmen

🐾 ventepladser var i skyggen og der var kun 1 venteplads man skulle vente på

🐾 prøven var delt i 2 så hundene ikke skulle være i bilen en hel dag

🐾 både beholder, køretøj og naturligvis indesøg var inde i haller med fin temperatur.

Ex-it og jeg var kommet på eftermiddagsholdet og skulle først møde 12.30. Under banegennemgangen, kom der pludselig biler kørende og begyndte at flytte ting ind og ud af containere i udesøget. Der blev handlet hurtigt, dommerne fandt et nyt område til udesøget i forhold til det formiddagsholdet havde.

Det hele blev godt håndteret og der blev lavet lidt om på hvordan søgene skulle tages, så først skulle jeg starte med beholder og inde, næste var køretøj og i 3. omgang så udesøget. På den måde sad søget den tid det skulle iflg. reglerne.

I beholdersøget var der 2 kilder og 2 minutter
Ex-it lavede et fint sikkert søg hvor hun først markerede på den store beholder nederst i venstre hjørne. Så gik vi lige en omgang og så markerede hun på den lille -som faktisk lå som et tærskelsøg.

25 point, 0 fejl og en tid på 29,56 sek.

Næste søg var indesøget. Her gik Ex-it faktisk direkte over til den lille kasse med nøgler (på højre billede) kom over stilte sig lige foran mig, jeg gav hende søge kommandoen igen og så gik hun over til den beholder igen, hvor jeg meldte fundet – korrekt. Jeg har altid lidt svært ved de utilgængelige, men jeg tror jeg skal være mere opmærksom på når Ex-it kommer over til mig på den måde at det kan være fordi hun ikke har mulighed for at lave sin frysemarkering.

Den anden kilde sad på en træpæl, her brugte hun lidt tid på at pinpointe, men markerede spot on. Korrekt.

25. point, 0 fejl og en tid på 28,59 sek. hvilket rakte til en 2. plads i indesøget.

Vores 3 søg var køretøjssøget, som var 2 palleløftere hedder det vel…. Jeg syntes ikke Ex-it var så meget på som når det er bil/trailer, men det kan også være fordi porten var åben og færten kom over på de ting der stod bag det bagerste køretøj. HUn var i hvert fald lidt ude, så jeg fik lavet en volte og sat hende på og så markerede hun nederst på venstre forhjul. Korrekt

Jeg valgte så at gå over til det andet køretøj hvor hun også forholdsvist hurtigt arkede på forhjulet mellem dæk og fælg. Dette var også korrekt.

Det blev til 25 point, 0 fejl og en tid på 82,41 sekunder. Hvilket betød at vi vandt køretøjssøget.

Sidste søg var udesøget. Ex-it startede faktisk med at være RET interesseret i buret med brænde (hvor kilden sad). Hun kom over kiggede på mig og (igen!) kunne jeg ikke forstå hun gjorde det allerede, jeg gav hende søge kommandoen igen og hun viste interesse i buret ved siden af, men meldte ikke noget. Vi gik videre og hun fandt den kilde der sad nede bagerst.

Der blev meldt 30 sek. tilbage så vi gik ned til der hvor hun viste interesse ved brændet, selv om der ikke var markering ved det lille bur ved siden af, tænkte jeg at måske var den utilgængelig og jeg måtte tage chancen. Det var desværre ikke korrekt.

Det blev til 10 point, 2 fejl og fuld tid på 180 sekunder.

Det blev til en samlet 3. vinder for alle 4 momenter med 85 point, 2 fejl og en tid på 330,56 sek.

Note til mig: Ved næste prøve skal jeg virkelig prøve at være opmærksom på om Ex-it har vist mere end interesse når hun hurtigt kommer og kigger på mig -og så skal jeg tænke utilgængelig.

Det var en skøn eftermiddag og virkelig et fedt område til en prøve.

Skriv en kommentar